En begyndelse

Når sommeren går på hæld, starter en ny æra i mit forfatterskab. En ny krimiserie er på vej.
Bag mig ligger Louisa Moritz, Jacob Moritz, Kristian Hansen og resten af det dansk/tyske slæng, som har optaget størstedelen af mine skrevne sider. Og i den grad en foruroligende høj andel af mine tanker, overvejelser og til tider bekymringer. Det har været fantastisk – intet mindre – at leve i en historisk verden, der har ladet mig genleve år og opdigte tider, jeg er for ung til at huske.
Men derigennem har det været muligt for mig at forestille mig, hvordan mine nærmeste forfædre og familiemedlemmer måske har følt sig til mode ved verdenshistoriens skelsættende øjeblikke. Anden Verdenskrig, murens fald, øst- og vestblokken, jerntæppet ned gennem Europa. Kapitalismen mod kommunismen og frihed mod længsel og behov.
Til tider har jeg tænkt, at trilogien har været min måde at holde afdøde familiemedlemmer i live så at sige. Især min morfar og mormors historie har været alle steder nærværende. I Flod startede min research ved netop min morfars flugt fra Danmark til Sverige, da han under Anden Verdenskrig var ansat af dansk politi. Dét valg skulle vise sig at forpligte, men på en god måde. Mine bedsteforældre har været døde i tyve år, men deres skæbner har stået livligt for mit indre blik. Og måske har de levet lidt længere ad den vej.

Men nu må historien dø
I en ny serie, som ingen kender slutningen på, er verdenshistorien lagt i graven. Politikken lige så. Og ingen levende eller døde familiemedlemmer. Det vil sige, faktisk er der små hints til resten af mit forfatterskab og mennesker, som har optrådt i trilogien, men dem må læseren selv finde. De er ikke mere skjulte, end at deres efternavne afslører dem. Det er en del af historien, som jeg formentlig ikke kommer til at uddybe, men jeg har underholdt mig selv ved at forestille mig, hvordan karaktererne er flyttet til nye egne, stiftet ny familie og startet et nyt liv. Præcis som det univers, jeg præsenterer læserne for, når sommeren lakker mod enden.
Det har været et brændende ønske at skabe et mere moderne krimiunivers. Ikke som knæfald for andres ønsker, men for at bevise over for mig selv, at jeg formår at skrive genrestærkt. Og hvorfor så det? Fordi jeg holder meget af godt håndværk, når det kommer til forfatterskaber. 99% af alle gode bøger er udtryk for et godt håndværk, ikke en fremragende, original idé.
Noget andet er, at jeg i trilogien måtte stå en del til ansvar for, at mine karakterer forholdt sig ikke alene til bøgernes plot – drabene, især – men også for verdenshistorien, for tidsbestemt politik og bestemt ikke mindst for trilogiens sammenhæng og koncept. Jeg tror først, det går op for en forfatter ved tredje bind, hvad det egentlig er for en kontrakt, han har indgået, da han lovede sig selv at skrive en afsluttet trilogi. Forpligtigelserne hober sig vitterligt op. Det er der også noget rart over. Jeg kan godt lide at skylde karaktererne noget, om ikke andet så en almen menneskelig respekt, som jeg også ville møde mennesker i den virkelige verden med.
Men denne gang er de menneskelige relationer langt mere fremtrædende. Man kunne sige, at mine karakterer primært skylder hinanden noget. De skylder ikke noget til politik og historiens vingesus.
Et nordjysk univers – en ny krimiserie
Jeg har flyttet mit forfatteskab nordpå. Borte er de lange sandstrande og dermed også min kærlighed til øen Rømø, som i sandhed blev et omdrejningspunkt for alle tre bøger. Strande er afløst af skove. Mørke, voldsomt store skove, lidt syd for Aalborg. Et område, der ligger som kløvet ned i de kridtholdige bakker ved Rebild. Området er kendt som Gravlevdalen.
Thomas og Loucie er ansat ved Nordjyllands Politi, hvor de har et nært forhold til de to andre i teamet: Henry og Anuuk. Disse fire vil være bærende hovedpersoner i seriens første fire bøger. Hver især vil de bære en hovedrolle på skift. I første bog – Det Inderste Rum – er Thomas stjernen. Det er hans kaotiske liv, læseren får lov at se.
Det Inderste Rum har endnu ikke en præcis udgivelsesdato. Forvent, at den kan læses og lyttes i efterårsferien 2025.