Fortsættelsen af krimien Flod

Vi er på den anden side af årets bogmesser, og der udgives et væld af nye bøger her i perioden op imod jul. Jeg tror, det er denne tid, hvor mange forfattere begynder på nye projekter, arbejder videre på ufærdige manuskripter eller måske færdiggør næste bog. Og jeg falder i sidste kategori. Fortsættelsen af Flod følger.

Flod er første del af en krimitrilogi, som du kan læse meget mere om andre steder på min hjemmeside. Jeg har været utrolig glad for den feedback, I har givet. Det gælder både læsere og anmeldere. Og jeg tager så absolut stilling til feedbacken, tro ikke andet. På forlagets hjemmeside er der bragt et uddrag af anmeldelser og læserfeedback.

Lidt om kritik

Ordet ‘kritik’ har fået en forkert betydning for mange, synes jeg. Måske er det en dansk ting. Det er min opfattelse, at det engelske ‘critique’ (som de vel låner fra fransk?) eller ‘criticism’ ikke bærer den samme betydning af at slå ned på et værk, som jeg oplever med den danske variant. Men at det i højere grad er en analyse, der for så vidt også (ud over at sige gode ting om værket) handler om at finde hullerne – de steder, hvor det kunne have været bedre.

Hvorfor lede efter hullerne i værket? Jo, ellers var alle værker jo lige gode, lige meget værd og lige spændende at kaste sig over. Det står på ingen måde rigtigt i forhold til, hvordan jeg oplever verden. Jeg tror, du er enig. Alt er ikke lige meget værd! Så ville de jo være ligegyldige. Derfor er kritik som udgangspunkt ikke en negativ handling. De fleste ville vel ikke bruge tid på at kritisere et værk, hvis værket på ingen måde tiltalte dem. Hvorfor så spilde tid på det?

Hvorfor al den snak om kritik? Egentlig er det for at sige, at jeg har oplevet anmeldelser, hvor jeg har savnet det kritiske element. Virker det omvendt? Ikke hvis man forstår det i forhold til foregående afsnit. Jeg har været rigtig glad for de anmeldelser og den feedback, hvor jeg får en tydelig fornemmelse af, hvad der skulle være anderledes, for at den pågældende person havde haft en (endnu) bedre læseoplevelse. Og den feedback/kritik kan jeg tage med til næste værk – og det har jeg gjort.

Flod - første del af krimitrilogi


Fortsættelsen

Fortsættelsen til Flod hedder foreløbigt – altså min arbejdstitel – Dæmon. I bogen kommer man til at følge to hovedpersoner, nemlig efterretningsagenten Jacob Moritz og kriminalkommissæren Dagmar Thomasson. De er to uens typer. Jacob bor i München, men har et nært forhold til Danmark, da hans mor var dansk. Han sætter sig for at interviewe en tidligere terrorist placeret i Tysklands mest berygtede fængsel i Stammheim. som sin sidste opgave for efterretningstjenesten, inden han skifter job. Interviewet kører af sporet, og pludselig må Jacob til Danmark og deltage i opklaringen af en række grusomme forbrydelser.

Og her møder han Thomasson, der oprindeligt var kommissær i København, men pludseligt og nærmest i ly af natten tog jobbet i Tønder. I løbet af fortællingen afsløres årsagen og hvilken forbrydelse, hun stak af fra.

De to leder efter Maria, der er bortkommet på fjerde døgn, forsvundet fra byens sygehusområde. Ikke kun Maria er borte, også stedfaren forsvandt og er deres første mistænkte. Inden længe dukker liget af en teenagepige op.

Mere vil jeg ikke afsløre nu. Bogen er ikke færdig, og først når sidste punktum er skrevet, og den sidste feedback er modtaget fra de fremragende folk, jeg omgiver mig med, ved jeg nøjagtigt, hvordan jeg skal præsentere bogen for jer. Tak, fordi du læste med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne sider bruger cookies, hvilket du accepterer ved fortsat brug. Læs evt. mere i Privatlivspolitik i bunden af denne side.