Gode fagbøger kan lære os meget om skriveteknik og fiktion. Det er lidt af en selvfølge, men det er min erfaring, at der er langt i mellem de virkelig dygtige fagforfattere. Omtrent lige så langt, som der er mellem gode kritikere – som jeg også værdsætter højt.

Dwight V. Swain var underviser på universitetet i Oklahoma, hvor han underviste unge i at skrive fiktion. Skolen havde ry for kun at ansætte de allerbedste, og Swain var en populær ansat. Som forfatter skrev han flere bøger, dog uden nogen større kommerciel succes. Det sætter på ingen måde hans bog i et dårligt lys. Han eksemplificerer undervejs og viser der, at han ved, hvad han taler om.

Søger man hans navn, vil man få flest hits med søgninger på MRU. Forkortelsen betyder motivation/reaction-units. Udover MRU er han kendt for struktureringsprincippet scene-sequel-structure: princippet, der siger, at man skal skrive en scene, derefter en sequel (“efterfølger”), en scene, en sequel og så videre, fra start til slut. I denne blog gennemgår jeg MRU, og så må du have scene-sequel-strukturen til gode til næste blog.

Motivation-reaction unit

Umiddelbart kan det virke som en selvvalgt hæmsko at følge hans forslag om at opbygge hele sin tekst ud fra motivation og reaktion. Tværtimod, mener jeg. Min erfaring er, at det presser min kreativitet til det yderste at følge idéen. I princippet skal man følge en formel, hvor det første punkt alene udgør motivationen, og de næste tre punkter er hovedpersonens reaktion.

Eksempel

– motivation. en udefrakommende hændelse af betydning for den person, der er i fokus i kapitlet. Personen må ikke nævnes i sætningen, det skal være virkeligheden, som han/hun oplever den. Eksempel: Bilen ramte kantstenen i høj fart, og højre fordæk eksploderede.

– følelse. Her springer man ind i hovedpersonens verden og oplever hans reaktion på motivationen. Følelser kommer først, for sådan sker det også i virkeligheden. Eksempel: Hjertet begyndte at hamre i hans bryst.

– handling. Følelser leder altid til en eller anden form for handling, stor eller lille. Men vær opmærksom på, at Swain under ingen omstændigheder vil se dig skrive en handling først og derefter forklare den følelse, der gik forud. Så vender du kronologien i verden om. Eksempel på handling: Han begyndte at løbe henimod bilen, der lå på siden i grøftekanten.

– tale eller tanke. Først efter følelser og handling, vil man tale eller tænke over det. Eksempel: Den kunne bryde i brand når som helst, og han måtte have hende ud nu.

Og så kan man starte forfra med motivation: Hun skreg i panik, da selen ikke ville løsne sig. Hovedpersonens reaktion: Angsten fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham (følelse). Han flåede i håndtaget, men døren ville ikke give sig (handling). “Jeg finder en sten og smadrer ruden!” skreg han til hende. (tanke/tale).

En hver del af MR-enheden kan udvides med et antal sætninger, men Swain mener ikke, at man skal bygge alt for meget på, men i stedet holde et vist flow i interaktionen mellem motivationer og reaktioner.

Vurdering

Min holdning er, at MRU er med til at tvinge mig til at give min fortælling et stort fokus på hovedpersonens reaktioner og følelser, og i sidste ende er det den ene – HELT STORE – grund til, at vi læser bøger. Vi læser ikke for at få facts, baggrundshistorie, handling osv. Det er personernes reaktion på det, jeg som forfatter kaster i hovedet på dem, der fanger og holder fast i læserens koncentration.

MRU’er er nemmest at bruge, når teksten forløber i kronologisk orden, i et handlingsforløb, hvor tiden er den sammenbindende faktor. Når man skriver passager med information fra baggrundshistorien, vil man formentlig ikke inddrage hovedpersonens reaktion på det. Det er også de dele af teksten, hvor man virkelig skal passe på, at man ikke keder læseren med hårde facts om livet, forklare hvorfor hovedpersonen har det hårdt og så videre. Når ens MRU’er glider derudaf, og den ene afløser den anden, så er det næsten altid en glæde at læse teksten bagefter. Hvorfor? Fordi teksten simpelthen får et fantastisk flow. Jeg er fan!

MRU giver endnu mere mening, når man forstår Swains scene-sequel-struktur, for han bruger netop scene-begrebet om de kapitler, hvor tiden er den faktor, der binder teksten sammen. Typisk er det i teksten passager, hvor man oplever fremadskridende handling og altså ikke afbrudt af spring i tid. Mere om scener og sequels i næste blog.

Mindmap

Jeg håber, du kan bruge MRU-idéen til noget. I hvert fald vil jeg varmt anbefale dig at læse bogen. Du skal have en gave her ved afslutningen af bloggen, nemlig mit helt eget mindmap over bogen. Husk lige, at mindmappet viser, hvad jeg har fundet mest interessant i bogen. Under alle omstændigheder kan du lade dig inspirere af det, bruge det som repetition af bogen, når du er færdig, eller som appetitvækker til at gå i gang.

Husk at holde øje med min blog. Jeg skriver om scene-sequel-strukturen inden længe, og senere vil jeg dele mit mindmap over Robert McKees bog Story, som jeg også vil fortælle meget mere om.

m8-fil (indbygget windows mindmapping-software)

pdf-fil

png-fil